Strikkede håndklæder

Kobberlampe DIY

Mange af jer syntes vældig godt om kobberlampen jeg havde lavet. Så her kommer en vejledning.
Jeg har delt den op i tre dele; Foden, kobber-stykket og fatningen+pære. Den er lidt lang, men giver forhåbenlig en grundig forklaring af hvad jeg har gjort.

Kobberstykket

40 cm hårdt kobberrør 22 mm
2 90 graders bøjninger med muffe
Nedstryger eller rørskærer
Skruetvinge
Malertape
Blyant
Sandpapir
Kontaktlim

Rørdelene skal først skæres ud, du skal bruge tre stykker: Et stykke til den lodrette del på ca. 35 cm, et til den vandette på 10 cm og så et lille stykke, som skal støbes i beton-foden.
Stykkernes længde kan selvfølgelig varieres efter behag.

Sæt et stykke malertape om røret og sæt en markering, der hvor røret skal skæres over.

For at lave markeringen hele vejen rundt og vinkelret på røret, tages et stykke papir og rulles rundt om røret. Fidusen er så at papirets højre kant skal flugte, der må ikke være noget der stikker ud.
Herefter kan du tegne en streg hele vejen rundt om røret.

Spænd derefter røret fast til et bord med skruetvingen og skær over med nedstrygeren.
Når du har skåret stykket af, er det en god idé at slibe enderne med noget sandpapir, så der ikke er nogen skarpe kanter.

Og så er du sådan set klar til at sætte kobberstykkerne sammen.


Min erfaring er, at delene egentlig sidder rimelig godt i spænd, men for at få en stabil lampe, som også er til at flytte på, limede jeg nogle af delene sammen med kontaktlim. Se hvilke på billedet til højre.
Put limen indvendigt i delen med bøjningen, da du så undgår at limen bliver synlig efter samlingen.

En fordel ved ikke at lime alle delene sammen er desuden at lampen kan drejes og justeres alt efter hvor man har behov for lyset.
Desuden gør det det også lettere at få ledningen i gennem røret, når lampen skal samles.

Foden

Foden er støbt af beton, her skal du bruge:
Cement
Sand (jeg brugte sandkasse-sand)
En plast-bøtte til at støbe i
Olie til at smøre bøtten med
En kobberbøjning og et lille stykke kobberrør

Kobberrøret skal tilpasses så det går helt ud til kanten af bøtten, så ledningen kan føres igennem.
Sæt kobberrør og bøjning sammen.
Bland 4 dele sand og 1 del cement, samt lidt vand. Pas på med mængden af vand, så den ikke bliver for tynd.
Smør plastbøtten med olie, dette gøres for at betonen lettere slipper bøtten, når den er størknet.

Hæld ca. 1 cm beton i bøtten (jeg tog ikke billeder da jeg støbte, så på billede er det blot sand).
Put kobberrør og bøjning ned i bøtten. Her får du højst sandsynligt brug for et sæt ekstra hænder.

Du skal overveje hvordan kobberrøret skal sidde, vær desuden opmærksom på at den lodrette del af kobberrøret bliver lige, så lampen også bliver lige. Jeg satte et ekstra stykke kobberrør i, for bedre at kunne vurdere det.

Fyld beton i, til et lille stykke fra kanten af bøjningen.

Når betonen størkner kan bøjningen skubbes lidt op, derfor skal du holde godt øje med at det forbliver lige. Jeg endte med at sætte noget male-røre pinde på hver side og sætte dem fast med noget malertape.

Og så er det at vente et døgns tid til betonen er tør!

Hvis du ikke har mod på at støbe, kunne et alternativ være en fod, som på lampen til højre.

Dette kræver:
4 90 graders bøjninger
3 Tees
Kobberrør

Fatning og pære

Den sidste del er fatning og pære. Her har jeg brugt:
En porcelæns fatning til E27
3 meter stofledning
En Edison pære på 40W, købt her.

Fatning og ledning samles og føres igennem kobberrøret sammen foden.
Dernæst samles rør og fod og tilsidst sættes pære i.

Og så er der bare tilbage at sige: God fornøjelse!

12 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strikkede håndklæder